Den 3. September 2026 gik startskuddet til en ny sæson i vores radioklub OZ6ARC. Der var mange der havde husket adressen og der var også besøg fra Skærbæk, rigtig hyggeligt at se Jer alle sammen igen.
Som vi proklamerede på Repeater Nyt så skulle vi finde ud af hvilke ting og projekter vi skulle tage op i denne sæson. Vi lavede en runde hvor hver enkelt kunne fortælle om de emner vedkommende ville sætte på dagsordenen. Der kom mange fine forslag frem som vi kan arbejde videre med.
Herunder gennemgang af D-Star både med hensyn til billede afsendelse og også hvordan D-Star kan bruges af danske amatører i udlandet.
Digital kommunikation på HF via FreeDV som er en spændende ny udvikling til en fantastisk flot lyd.
Få gang i vores radiorum så der køres QSO'er på vores klubaftener og få opdateret udstyret. Det kan jo også bruges til tester...
CW kursus blev også nævnt og rigtig mange af de fremmødte ønskede faktisk at kunne køre CW, men føler der er lang vej til at sætte sig til nøglen, så der er også noget at arbejde med i klubben.
LoRA eller MESH som er en tjeneste der kører på 868 MHz hvor der kan sendes tekstbeskeder med ganske lille effekt.
Der var også god gang i den med Bensø projekterne som er forholdsvis nemme byggesæt af dansk oprindelse, flere har bygget projekter fra Bensø....kunne også være en ide' til klubben.
Så var der også foredrag....som vi tidligere har holdt mange af, men tendensen har desværre været at få møder op når der er foredrag. Det skal i hvert fald være noget med bid i hvis folk skal møde op!
Der blev også snakket digital kommunikation via PC'ern evt med QSO one som kan køre næsten samtlige typer DIGI mods, det var også en ide' selvom det ikke kun er "luftbåret" kommunikation..
Så der er emner nok vi kan tage op, så nu skal vi bare finde nogen der vil tage tjansen med at få det op og stå, så hvis du har viden om nogen af emnerne eller kender en der har, så hører vi gerne fra dig...
...og en KÆMPE TAK til Harbo for den dejlige kringle, du er godt nok flink til at medbringe brød til kaffen!!